Navn: Sofie. Pårørende til sin fars depression. Alder 26 år.

 

Jeg mistede min far for ca. 7 år siden..

Eller.. han lever stadigvæk, jeg kan besøge ham, snakke med ham og få et kram af ham. Men det føles ikke længere rigtigt som min far. Kære depression: Hvor fanden er min far henne? 

Hans krop er der, og en gang i mellem møder jeg ham også. Men for det meste er det depressionen, jeg møder.  Jeg savner ham.

 

Der var en gang en far… 

Det er 7 år siden han begyndte at forsvinde – og det kan jeg faktisk godt forstå han gjorde.

Førhen var han en klippe. En mand, som kunne lide at være i centrum. Som kunne lide at være den, der tog beslutningerne. Urokkelig og tryg at være omkring. Et forbillede for mig. En far i verdensklasse. Min far VAR stærkere end de andre børns far. Og han gjorde mig stærk også.

Han var den sjove far, den tolerante far, og ham der altid havde en løsning på tingene.

Han har lært mig, at der altid er en løsning. At kigge kritisk på et problem og løse det. Men jeg kan ikke løse depressionen for ham. Og den far jeg en gang havde, er blevet druknet af depressionens tunge slør.

 

Han gør mig SÅ vred!

Depressionen har skjult min far så meget, at jeg ofte ikke kan kende ham. Den behandler mig rigtig dårligt og beskylder mig for alt og intet.

Den bliver rasende når jeg gør noget, og lige så rasende, hvis jeg ikke gør. Den får mig tit til at græde. Og jeg tør ikke sige noget til den i frygt for, at den vokser og trækker min far endnu længere væk.

Det værste er, når det går ud over mine små søskende og min mor. For anfaldene rammer plet. De rammer lige i hjertet. Det er fejt at gå mod hjertet. Det ville min far aldrig have gjort.

Jeg tænker tit: “Skal man virkelig finde sig i at få skæld ud over noget, man ikke har gjort?”. 

Små glimt af min far

Det er ikke så slemt længere, som det var en gang. Jeg får flere og flere glimt af min far. Vi kan endda have hele dage sammen, hvor depressionen bliver hjemme under dynen. Jeg har lært at nyde de små glimt – men jeg forventer dem ikke.

Depressionen er blevet et tæppe, der omfavner min far. Nogle dage er det bare en usynlig kappe, der blafrer i vinden og som ikke påvirker ham. Andre dage dækker den ham helt. Den kvæler ham, så hans gode hjerte ikke får plads. Og den overskygger ham med vredesudbrud og nul-tolerance.

Jeg skulle nok have lært at værdsætte de små glimt noget før. Jeg skulle have accepteret, at det ikke var min far, der behandlede mig dårligt – men depressionen. Hvis jeg havde forstået det noget før, tror jeg, at jeg havde taget mindre afstand til ham. Og at følelsen af at miste ham havde været mindre.

Så ville jeg have spurgt ham, Faaaar? Er der noget af det kæmpe store depressionstæppe, du bærer rundt på, som jeg kan hjælpe dig med at bære? 

Han havde nok sagt nej, eller var blevet sur. Men han havde også vidst, at jeg stadigvæk troede på, at min far fandtes. Jeg troede virkelig jeg havde mistet ham. Og jeg gjorde ikke noget for at hjælpe ham. Jeg vidste ikke hvad et depressiontæppe var. Og jeg vidste ikke at min far inderligt ønskede at smide tæppet – men bare ikke kunne gøre det.

Hvad så nu, far? 

Så kære depression, må jeg ikke nok få min far tilbage? Jeg savner ham. Jeg har brug for ham. Ikke kun i små glimt, men som en fast og tryg del i mit liv. Jeg værdsætter ALLE de små glimt, og der kommer flere og flere af dem – heldigvis.

Jeg prøver ikke at presse ham, for jeg ved, at hvis jeg presser for hårdt, så giver han efter og depressionen får plads. Nogle gang kommer jeg til det, og så bliver vi begge to triste eller vrede.

Men jeg ved min far er der for mig, han har bare rigtig svært ved at vise det. Måske får jeg ham helt tilbage, som før. Måske ikke.

Kære depression

Kære depression, min far er skrøbelig nu – men han er noget af det bedste jeg har. Så pas på ham!

Du må gerne låne ham lidt endnu, og du må også gerne være der i baggrunden. Måske vi kan deles?

Jeg troede, jeg havde mistet min far – og det havde jeg på en måde også. Men nu ved jeg, at han er derinde under tæppet, og at jeg er nødt til at acceptere, at tæppet nogle gange kan blive tungt. Ved at acceptere det, er det blevet nemmere for min far at komme frem.

Så, kære depression: lær andre i min situation at acceptere din tilstedeværelse. At beholde troen på, at deres far eller mor eller noget tredje, kommer tilbage. At du er en ubuden og ubehagelig gæst, som man ikke bare lige slipper af med. Lær andre, at dem du holder tæppet over kæmper en hård kamp og at de ikke har brug for flere modstandere. Lær dem, at der er brug for nærvær, forståelse og ro.

Hvis du havde lært mig det noget før, havde jeg måske ikke følt at jeg havde mistet min far…

 

Læs også: 

Depression Indefra:

Hvordan føles en depression?

Depression, en form for smerte

Depression: Lyst til at dø

Depression: Et skjult monster i mit indre

Dagbog fra en pårørende:

Det reddede mig, at jeg satte grænser

Mine venner hjalp med mig at undgå stress

Elektrochok: Jamen, kan man det?

Artikler – Hjælp Til Pårørende

Tre råd til at passe på sig selv som pårørende

5 ting at sige (og ikke at sige) på de dårlige dage

10 spørgsmål til at starte og føre en samtale