Af Sara Jakobsen Rützou

I efteråret 2008 blev jeg syg med svær depression. Jeg var 18 år og gik i 3.g., og alt i mit liv var på det tidspunkt godt. Jeg trivedes i gymnasiet, havde gode veninder og levede som de fleste 18-årige. Selvom alt tilsyneladende var godt, havde jeg det bare ikke godt. Slet ikke. Så enkelt kan begyndelsen fortælles.

Efter nogle måneder gik jeg til lægen og sad stille med tårerne trillende, mens jeg svarede på alle hendes spørgsmål. Jeg fik diagnosen svær depression. En depression, der varede to år. Gudskelov vidste jeg ikke det på daværende tidspunkt.

Da jeg blev syg, kendte jeg ikke andre unge med depression. Jeg havde sådan brug for at vide, at jeg ikke var alene. Jeg fik det at vide i behandling af min psykolog og læge, men det var ikke nok. Jeg søgte personlige fortællinger af rigtige mennesker, gerne unge, der fortalte med egne ord, hvad de gik igennem.

Satte ord på depressionen

Jeg kunne bare ikke finde nogle fortællinger fra andre unge, og derfor begyndte jeg selv at skrive en blog på lykketyven.dk. Jeg forsøgte at sætte ord på, hvordan det føles at lide af depression uden at bruge de officielle symptomer, der for mig slet ikke dækkede over mine følelser.

Depression er mere end nedtrykthed, nedsat lyst/interesse og reduceret energi. Depression er bekymringer, ensomhed, magtesløshed og frustration. Det er en frygt for aldrig at blive rask, det er dårlig samvittighed overfor ens pårørende, som skal se en lide og være vred over, at det skulle ramme netop en.

Depression er meningsløshed, en fortid og fremtid set gennem sorte briller og et liv, hvor solen aldrig skinner. Depression er en altoverskyggende og gennemgribende sorg. Depression er manglende appetit eller tonsvis af søde sager for at prøve at finde trøst. Alkohol for at dulme smerterne. Ubehag ved at være udenfor i mørket, tankemylder om aftenen og en mangel på energi så stor, at det at gå i bad virker som en uoverskuelig opgave.

Depression er en lyst til at sove i dagevis kombineret med søvnløshed. Eller en træthed så voldsom, at det er umuligt at vågne om morgenen. Mareridt, når man endelig sover.

Det er ikke alle de ting for alle med depression og ikke i samme grad for alle, men jeg kan love, at depression er så meget mere end en følelse af nedtrykthed. Jeg havde dage, uger og år, hvor jeg græd hver evig eneste dag. Det var ofte det første, jeg gjorde om morgenen og det sidste om aftenen. Jeg vågnede nogle nætter og græd. De nætter tog min mor mig i hånden, for som 19-årig sov jeg på en madras i mine forældres soveværelse.

Ikke en chance uden pårørende

Mine forældre var en uvurderlig støtte, det samme gælder mine veninder. Det er en kliché at sige, at jeg ikke ved, hvad jeg skulle have gjort uden dem. Jeg kan sige det på en anden måde: Der er ingen chance for, at jeg havde været i live i dag, hvis jeg ikke havde haft mine pårørende. Så vigtige har de været.

Efter to år med svær depression, fik jeg det endelig bedre. Jeg troede, at jeg var ved at blive rask, men jeg havde stadig nogle svingninger i mit humør, som gjorde det umuligt at leve normalt. I efteråret 2010 fik jeg en ny diagnose, den rigtige denne gang: bipolar lidelse type 2. En kronisk diagnose. Den var svær at sluge. Jeg følte det helt ærligt som en dødsdom.

Jeg havde inderst inde haft håb om, at når depressionen var slut, ville jeg have en fremtid uden sygdom. Det håb blev fjernet, og jeg frygtede en fremtid med depressioner som den, jeg lige var kommet ud af. For mit indre blik så jeg årevis med depressioner og perioder med hypomani, hvor jeg følte mig ude af kontrol og fik for meget af det hele.

I dag lever jeg med sygdommen

Selvom håbet om en sygdomsfri fremtid blev taget fra mig, blev det løbende erstattet med et nyt håb. Det var et håb om et liv, hvor jeg levede med sygdommen, i stedet for at sygdommen levede sit eget liv, og jeg bare gjorde mit bedste for at hænge fast. Det er der, jeg er i dag.

Selvom diagnosen var svær at sluge, gav den rigtige diagnose en meget vigtig ting: den rigtige behandling. Jeg startede på Rigshospitalets kompetencecenter for affektive lidelser. Der fik jeg en hjælp, der uden tvivl har haft altafgørende betydning for, hvor jeg er i dag. Jeg blev medicineret korrekt af en psykiater, hvilket gav mig en stabilitet, jeg ikke havde oplevet før i mit liv. Jeg fik samtaler med en psykolog, der hjalp mig med den identitetskrise, der ledsagede den nye kroniske diagnose.

Jeg startede også i psykoedukationsforløb, hvor jeg lærte om sygdommen sammen med andre unge med bipolar lidelse. Pludselig sad der seks mennesker med samme sygdom som mig. Jeg, som havde følt mig så alene, mødte andre med mange af de samme erfaringer og følelser.

Jeg var på Rigshospitalet i 2,5 år og lærte om sygdommens faser, risikosituationer og de tidlige advarselssignaler. Vigtigst af alt fik jeg redskaber, så jeg ved, hvad jeg skal gøre, hvis jeg mærker depression eller hypomanien banke på.

De bedste år i mit liv

Da jeg afsluttede mit forløb, var jeg et godt sted i mit liv. Jeg læste på en bachelor i retorik på deltid, boede med nogle veninder på Vesterbro, og så havde jeg lige mødt Hans: en sød, pæn, sjov og rolig mand.

Selvom det var nyt, tænkte jeg, at han var noget helt særligt. Det havde jeg ret i. Vi har nemlig været sammen siden. Det er syv år siden, og for 2,5 år siden blev vi forældre første gang til en dreng, der nu er den sjoveste og kærligste lille krudtugle. For to måneder siden oplevede vi det igen, da jeg i starten af august 2020 fødte den skønneste lille pige.

Da jeg blev gravid i sommeren 2017 søgte jeg på ny efter personlige erfaringer, denne gang erfaringer med graviditet og moderskab som bipolar. Jeg fandt ikke meget, hvilket gav mig motivation til at skrive igen. Selv skrive det, jeg ledte efter. Jeg ved, at der er mange andre med psykiske lidelser, der laver familier. Nogle af dem må have de samme bekymringer, som jeg har haft. De samme overvejelser: er det overhovedet muligt, er det en god
idé eller er det for farligt? Andre må også have samtaler med ens partner om, hvordan man skal blive forældre på en måde, hvor man samtidig passer på sig selv.

Mine indlæg her vil hovedsagelig handle om de sidste syv år. De år efter jeg stoppede i fast behandling på Rigshospitalets kompetencecenter for affektive lidelser. De bedste år i mit liv.

Det er de år, jeg har været sammen med min kæreste, de år jeg har studeret mit drømmefag og ikke mindst de år, hvor jeg har fået min egen lille familie. I mange år troede jeg ikke, at det var muligt for mig at få det liv, jeg har nu. Det har krævet kræfter, jeg ikke anede jeg havde, den rigtige behandling, en lyst til at lære om sygdommen og mig selv og ikke mindst pårørende til at støtte mig gennem årene med depression og livet med bipolar lidelse.

 

Kort om Sara:

I bagagen har jeg to års svær depression i min ungdom og nu 10 år med diagnosen bipolar lidelse type 2. Jeg har altid været åben om min sygdom, både for min egen skyld og for at skabe fokus. I den forbindelse startede jeg bloggen lykketyven.dk og holder foredrag om bipolar lidelse. Jeg forsøger med mine egne ord at beskrive, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse. Privat bor jeg med min kæreste og to børn i København.

 

 

Du er måske også interesseret i at: