“Det er sandelig hårdt at gå i gymnasiet. Det er det jo for alle. Du skal bare tage tilbage igen, jo før jo bedre.”
Sådan lød ordene fra min datters læge. Hun blev mødt med, at hun måtte tage sig sammen og klø på. Lægen forstod ikke, at min datter havde fået et psykisk sammenbrud.
Dengang var min datter det, mange kalder for en 12-tals-pige. Hun gjorde alting godt, men i 1.g brød hun fuldstændig sammen. Hun ville kun være i kontakt med mig – ikke engang at spise med sin bror og far, kunne hun overtales til.
Ingen lyspunkter
Min datter kunne ingenting på egen hånd, så jeg var med til absolut alting. Mit mål var at få hende med ud at gå en tur dagligt – nogle gange blev det så om natten, fordi der var færre mennesker. Min datter startede aldrig i 2.g, og der gik et års tid, før vi overhovedet kunne tale om at tage fat på, at hun fejlede noget. For det var imod alle hendes egne principper, at hun ikke kunne være ufejlbarlig. Det var også først her hun, på en robotagtig måde, begyndte at gøre de ting, jeg bad hende om.
Eksempelvis sagde jeg til hende: ”nu skal du gå i bad”, ”nu skal du spise det her”, eller ”vi skal have luftet ud på dit værelse”. Min datter var gået ned med en svær depression og angst. Der var nærmest ingen lyspunkter, og hun ringede næsten dagligt til mig på mit arbejde. Det er utrolig svært at passe et arbejde, når der er en derhjemme, der er så syg.
Alene med ansvaret
Jeg følte mig ikke rigtig mødt eller hørt af nogen i den proces. Min chef var rigtig sød, og sagde i en periode, at det var bedre, at jeg tog hjem. Det gjorde det endnu sværere, at min mand ikke fik lov at komme tæt på vores datter. Han var hendes store forbillede, og hun ville ikke have, at han skulle se hende sådan. Så jeg stod med det selv, og kunne ikke altid overskue at fortælle det hele i detaljer til ham.
Nogle siger, at man skal huske at give sig selv iltmaske på, før man kan hjælpe andre. Jeg ved ikke, om jeg glemte det, jeg valgte det i hvert fald ikke. Det eneste vigtige for mig var, at hun kom på fode igen. Set i bakspejlet udslettede jeg mig selv 110 procent, men jeg ville gøre det hele igen. Min datter siger i dag, at ingen psykiater eller psykologer ville kunne gøre det for hende, som jeg har gjort. For i hendes situation var det vigtigste, at der hele tiden var en at støtte sig til.
Jeg var altid med
Da min datter havde det værst, tænkte jeg meget på, hvordan jeg kunne få bare en lille flig af livsglæde i hende. Hun har altid været glad for at danse, så jeg spurgte hende, om hun ikke kunne tænke sig at gå til Zumba. Hun kiggede på mig som om, jeg var åndssvag. Men hun kom afsted – og jeg var altid med. Nogle gange måtte vi gå efter 10 minutter, og andre gange gennemførte hun. Vi havde et helt præcist tegn til, at det var NU hun skulle ud!
Fordi jeg tog med min datter til alt, blev jeg til tider mødt med, at jeg var en ”curling-mor”, der gjorde alt for min datter. Og at hun jo også havde en far. Jeg begyndte på et tidspunkt at tvivle på, om jeg var for meget – eller for lidt. Der var ikke nogen, der ville fremkalde de følelser i mig med vilje – de havde bare ikke prøvet noget tilsvarende. Og de ville bare passe på mig, fordi de kunne se, at jeg havde en hård periode. Men jeg kunne jo se, at min datter havde mest brug for hjælp.
Det lykkedes mig at få min datter til at tage en Zumba-uddannelse i København over en weekend. Jeg var igen med, og måtte love træneren, der var fra USA, at jeg ikke filmede det, de lavede – for jeg havde jo ikke betalt for at være der. Hun fik uddannelsen, og det var faktisk kimen til, at det stille og roligt begyndte at gå bedre.
Et skridt frem og ti tilbage
I dag er min datter 28 år, er flyttet hjemmefra og har fået en kæreste. Hun underviser på en danseskole i Salsation og online - faktisk er hun den, der uddanner andre i konceptet i hele Skandinavien. Derudover har hun sin egen online forretning med livsstilsprodukter. Hun er begyndt at prøve sig selv af, og udfordrer sin angst mere og mere.
Selvom hun stadig, i de fleste situationer, foretrækker at skjule sine angstanfald, har hun lært at italesætte dem. Hun har lavet flere opslag, og gået live på de diverse sociale medier og fortalt om hendes angst med alt, hvad det indebærer.
Det har i en årrække været et skridt frem og ti tilbage, men min datter har efter ti år lært at tage angsten ind og sige: ”det er mig og ikke dig, der bestemmer”. Hun har lært sig selv og angsten at kende, fundet et værktøj til hendes liv, så hun ikke kortslutter og falder helt ned i et sort hul. Og jeg har fundet ro i, at jeg, langt hen ad vejen, har gjort nøjagtig det, jeg skulle gøre. Det handler ikke om mor/datter forholdet, men om uanset, hvilken alder man har - 23, 35 eller 61 år gammel - så har alle brug for støtte, når man kommer derud, hvor alt håb er ude.
At turde stole på sig selv
Undervejs i min datters forløb fik jeg også lært at sige kærligt ”nej tak” til folk, hvis de kom med nogle spydige curling-kommentarer som: “husk, hun skal lære at klare sig selv”, “tror du ikke bare, hun skal ud i samfundet igen og så vender det?”, “det er ikke sundt med dine curlingtiltag som mor”. Folk sagde det, fordi de virkelig syntes, at jeg var en curling-mor, men især fordi deres egen indsigt i psykisk sygdom var så lille. Det handler dels om viden og dels om erfaring – de aner simpelthen ikke, hvad vi har stået midt i.
Det har taget tid at lære ikke at blive ked af det over sådan nogle kommentarer. Men nu tænker jeg faktisk, at jeg har gjort det godt. Jeg er virkelig stolt over, at jeg holdt fast, indtil min datter fik det bedre.
