Du er blevet kastet ud i en uklar situation. En sygdom har ramt familien. Det er næsten ligegyldigt, hvilken sygdom et familiemedlem rammes af, det vil stadig påvirke familierelationerne.
Du kan føle, at du har mistet en du har kær. Du er pårørende, ingen er døde og alligevel føles det som om du burde have været til begravelse. For du oplever et kæmpe tab. Et tab af det menneske du kendte. Et tab af en relation. Du kan måske endda opleve at du mister noget af dig selv eller at din rolle i familien skifter.
Den her oplevelse har et navn. Det hedder tvetydigt tab.
Mit tvetydige tab
Jeg har oplevet det på egen krop. Min far var sund og rask indtil han fik en hjerneblødning. Det ændrede ham markant, og det endte også med at ændre vores forhold.
Han blev halvsidigt lammet og kom i kørestol. Det ændrede ikke kun på hans fysiske formåen - meget af hans personlighed var også blevet ændret. Jeg håbede så inderligt at han ville vende tilbage.
En dag kom jeg til et møde for pårørende i Hjernesagen eller Hjerneskadeforeningen, jeg kan ikke længere huske det. Men jeg kan huske en sætning, som foredragsholderen sagde:
”Du kan lige så godt begynde at tænke den ramte som død”.
Det gav et kæmpe chok i mig, men det gav også mening for de følelser jeg oplevede. Jeg følte at jeg havde mistet min far. Jeg savnede ham helt vildt som han sad der med sit skæve smil. Han var ikke den far jeg kendte.
Min far og jeg mindede meget om hinanden. Jeg så op til ham. Før hjerneblødningen diskuterede vi politik, livsfilosofi og generelt alle de store ting i livet. Han var virkelig klog og et meget vittigt menneske. Han havde systemer på alting.
Efter hjerneblødningen var han træt. Han kunne ikke længere kapere de store ord. Han fik det man kalder ”hjerneskade-træthed”. Han kunne kun koncentrere sig i kort tid ad gangen. Han blev irriteret på mig. Han mente at han kunne klare alting selv og alligevel brokkede han sig over at han manglede sit 10-fingersystem på computeren. Han blev misundelig på mine to ben og hænder. Han blev vred på mig. Jeg blev vred på ham og jeg ville ikke finde mig i at han talte mig ned. Han var ikke længere den stolte far jeg kendte. Han synes jeg var træls, fordi jeg kunne mere end ham. Han fik mig til at græde flere gange efter hjerneblødningen. Nøj, hvor jeg savnede min far, som han sad lige der i stolen.
Et tvetydigt tab kan ændre hele familiesystemet
Det tvetydige tab ændrede ikke kun min relation til min far. Det ændrede også hvordan jeg havde det med min mor. Før hjerneblødningen var min mor og jeg ikke særlig tætte. Det ændrede hjerneblødningen kraftigt på. Jeg valgte at stoppe på mit arbejde og blev fuldtids-datter, som jeg kaldte det dengang. Jeg var med på sygehuset, genoptræning og gjorde hjemmet klar til at min far kunne komme hjem til en hospitalsseng. Jeg var så ung, at ingen læger, sygeplejersker, talepædagoger eller ergoterapeuter ville have mig med til møderne. Min mor tog til dem selv, mens jeg sad udenfor og ventede.
Jeg var hendes støtte, når hun fortalte mig om de nye meldinger. Langsomt under hele sygehusforløbet fik jeg overtaget min fars tidligere rolle i hjemmet. Når vi kom hjem til huset, glemte vi begge taskerne ude i bilen, fordi det plejede far at sørge for. Så nu gjorde jeg det. Når mor lavede mad, glemte hun at skrælle kartoflerne, fordi det plejede far at gøre. Nu gjorde jeg det. Når regningerne skulle betales, så gjorde jeg det.
Alt hvad min far engang havde gjort i hjemmet - det gjorde jeg nu.
Jeg sov endda på min fars side af sengen ved siden af min mor. Først var det rart at have en særlig rolle og sørge for min mor. Hun ringede altid til mig og spurgte om hvordan vi skulle arrangere påske, jul, sølvbryllup og alle mulige andre store arrangementer for familien. Det var kun mig hun ringede og beklagede sig til. Jeg havde det godt med at hjælpe hende.
I 3 år var jeg hjemme ved mine forældre hver weekend for at sørge for at alt gik som det skulle. At pæren i gangen blev skiftet. At regningerne var i orden. Eller bare for at tjekke at mine forældre havde det godt. Jeg havde svært ved at slippe rollen. Men jeg blev også træt af altid at være hende den gode pige med overskud. Hende der løftede humøret, selvom hun var ved at gå nedenom og hjem på hendes uddannelse. Det var hårdt at være studerende og fuldtidsdatter i weekenderne.
Det begyndte at gå op for mig, hvor meget min familie havde ændret sig, og at jeg ikke længere ønskede at have den rolle. Jeg kunne ikke bære den. Jeg havde bare også svært ved at slippe den. Det var så nemt at være ”hende der altid er klar til at hjælpe og som altid svarer at hun har det godt”. Jeg havde det bare ikke godt. Jeg var vred på min far. Jeg følte at han langsomt sled min mor ned. ”Gør dit, gør dat” sagde han til min mor. Han var så vred over sin egen elendighed, at det gik ud over os andre.
Min viden om tvetydige tab ændrede mit fokus
En dag stødte jeg på begrebet ”tvetydigt tab”. Det forklarede hvordan jeg havde det. Faktisk hvordan vi alle havde det. Der er ikke noget galt med mig eller min familie. Vi stod bare i en situation, hvor der var gået hårdknude i familiesystemet. Vores roller var ændret. Jeg læste at jeg skulle se min far som værende væk, men også tilstede. Det var svært, men det gjorde at jeg stoppede med at ignorere ham, når jeg kom hjem.
Jeg begyndte at opsøge ham. Jeg spurgte nysgerrigt ind til ham og pludselig kunne jeg se et glimt af min gamle far. Han var ikke helt væk. Jeg skulle bare lære at acceptere, at han kun ville dukke op en gang i mellem. Vores relation blev langt bedre efter jeg havde fået det rette blik på situationen. Et syn på vores familie, som jeg havde manglet fra psykologen.
Manglede hjælp til at ændre min rolle og familiesystemet
Relationen til mine forældre var stadig ikke som andre jævnaldrendes relation til deres forældre. Jeg forsøgte at tage større og større afstand for at få et mere typisk datter-forældre forhold. Større afstand betød i min optik, færre weekendbesøg, så jeg kunne bruge tid med mine jævnaldrende.
Min mor blev desperat efter at høre fra mig. Hun skældte mig ud i telefonen for ikke at komme nok hjem. Det resulterede i at min far en december dag ringede og skældte mig ud for at være sådan en dårlig datter, og at jeg godt kunne tage at komme hjem til mor nu.
”Mor har det ikke godt”.
Min mor og fars velbefindende var blevet mit ansvar. Jeg skulle komme hjem, når de krævede det, ligesom jeg havde gjort fast i 3 år efter hjerneblødningen. Jeg holdt fast i min beslutning om, at jeg godt måtte vælge mig selv til. Det blev i stedet til flere telefonopkald og færre besøg. Jeg fik det bedre.
April måned efter opkaldet, hvor min far skældte mig ud, fik han endnu en hjerneblødning. Den blev min fars død.
Jeg var utrolig ked af det, men også lettet over at det nu snart skulle være slut med tvetydigheden. Det var hårdt at gå ind i sorgen. Det tog mig lang tid at sørge over ham, men det føltes stadig mindre hårdt end det tvetydige tab jeg oplevede i 8 år.
Hvad kan du gøre?
Du kan allerede nu begynde med at øve dig på en ”både og-tænkning”. Det er så vigtigt at lære sig selv, at det er rigtigt det du føler, og at der er noget du overser i din sorg over tabet af relationen.
Jeg ville ønske at jeg kendte til det tvetydige tab fra starten, og at de professionelle omkring mig kunne have hjulpet mig til at tænke anderledes om tabet. Fordi tabet er et relationelt fænomen. Så er det hele familien der skal hjælpes, og det er ikke en kamp du kan kæmpe alene. Du skal tale med din familie om det.
De kan have andre synspunkter - og det er okay. Det skal der være plads til. Der skal også være plads til ikke at være enige om de roller I har fået og hvordan I sammen kan ændre dem.
Jeg har gennem min kandidat i pædagogisk psykologi undersøgt det tvetydige tab, samt efterfølgende taget uddannelse ved selveste pioneren inden for det ’tvetydige tab’, den amerikanske forsker Pauline Boss. Her har jeg lært de bedste metoder til at leve med det tvetydige tab. Jeg er klar til at hjælpe dig og din familie med at lære at leve med det tvetydige tab.
På grund af min egen oplevelse, har jeg valgt andre ikke skal kæmpe med det tvetydige tab alene.
Jeg vil hjælpe andre med at håndtere den sorg, som jeg selv lærte om alt for sent.
Jeg deler derfor løbende ud af min viden om det tvetydige tab her på siden, og jeg glæder mig til at give dig den hjælp, jeg selv stod og manglede.
