Selvom det er to år siden, jeg var pårørende, glemmer jeg aldrig, hvor hårdt det var. Jeg glemmer aldrig den dag, min daværende kæreste besluttede sig for, at jeg skulle flytte ud af vores lejlighed. Heldigvis, tog jeg en hård, men nødvendigt beslutning. Jeg sagde fra. Det er noget af det vigtigste jeg har gjort, i min periode som pårørende.
Flytning og nyt arbejde
Vi var lige flyttet fra København til Aarhus, da min kærestes depression begyndte at blive værre. Hun var sygemeldt, og brugte en stor del af sin tid hos sine forældre. Jeg var netop begyndt på et nyt arbejde. At være pårørende OG begynde på et nyt arbejde, var umenneskelig hårdt. Men jeg formåede at holde hovedet over vandet, indtil hun fik sin største nedtur nogensinde.
Selvmordstanker
Min kæreste kom hjem til vores lejlighed et par gange om ugen. Ofte bad hun mig om, at være sammen med mine venner, så hun kunne være alene. Det respekterede jeg. Men én af de dage, hun var hjemme, glemmer jeg aldrig. Hun græd, rystede og fortalte at hun ville begå selvmord.
Hjem til sine forældre
At se hende i en sådan forfatning skar mig i hjertet. Det endte med, at jeg ringede til hendes forældre, som kom og hentede hende. Dagen efter havde jeg min tredje arbejdsdag på mit nye arbejde. Jeg husker, at det var en forfærdelig dag, og at jeg havde svært ved koncentrere mig. Jeg tør ikke tænke på, hvad min chef tænkte om mit engagement den dag, og om jeg var en fejlansættelse. (Set i bakspejlet, burde jeg nok have fortalt om min situation, som pårørende, til ham)
Tom for energi
Næste gang jeg så min kæreste, var ugen efter. Hun havde noget, hun gerne ville tale om. Hun fortalte, at jeg skulle flytte ud, og at hun ville bo i vores lejlighed, alene. Jeg husker, hvor frustreret jeg blev. Og hvor træt jeg var. Jeg kunne ikke holde til mere. Og især ikke endnu en flytning. Dertil kunne jeg ikke støtte hendes beslutning om at bo for sig selv, og samtidig have selvmordstanker. I min verden var det en rigtig dårlig kombination.
At få sagt fra
HELDIGIVS havde jeg involveret venner og familie i min situation som pårørende. De var uvurderlige at sparre med. Min beslutning blev, at jeg fortalte min kæreste, at jeg ville blive boende. Jeg understregede, at hun var velkommen til at blive boende sammen med mig. Alternativt måtte hun flytte permanent hjem til sine forældre for en stund. Den dag i dag, kan jeg stadig føle det store pres, der blev taget af mine skuldre, da jeg fortalte det til hende. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde holdt hovedet oven vande, hvis ikke jeg havde sagt fra. Det var en umenneskelig hård beslutning, men det var den eneste mulighed for at beskytte mit eget helbred, og egentlig også min kærestes. Den dag i dag, har jeg det godt med min beslutning, også selvom jeg ved, at min (nu eks) kæreste, stadig er vred på mig, og synes at jeg var ond og selvisk. Men jeg undgik at gå ned med stress, og hun er stadig i live.
Mit råd til andre pårørende
Hvis du som pårørende oplever et lignende pres eller en beslutning af den størrelsesorden, så involver dine venner og din familie. Snak med dem, spørg dem til råds, og del dine tanker med dem, før du træffer en stor beslutning. Ti hoveder tænker bedre end ét. Og især når det ene er under det pres, man unægtelig oplever som pårørende.
