Jeg tænkte bare: ”Hvad har vi dog gjort forkert?”.
Efter vores datter var blevet diagnosticeret med en svær depression og angst, synes jeg, at jeg kunne begynde at se de samme tegn hos vores søn. Da han gik i puberteten, ganske rigtigt, så ramte det også ham.
Min søn var med i baggrunden under hele forløbet med vores datter. Der er 3,5 års forskel på de to. Da vores datter var midt i hendes forløb, blev vores søn mere og mere indelukket og blev bedste venner med mørket og hans spillecomputer. Han gik fra en udadvendt dreng, der spillede fodbold og havde mange venner, til en ensom ung mand, der levede i mørket, og udviklede en svær social angst og depression. Han begyndte at ryge - også hash - og der tog hans liv en drejning.
Min søn blev indlagt, da han var 22 år. Han vækkede mig grædende om natten, og bad mig stå op. Han ville gerne indlægges på psykiatrisk skadestue, fordi han var bange for, hvad han kunne finde på. Han havde været på vej til hoppe ud af vinduet fra 1. sal, men turde ikke. Vi kørte straks, men afdelingen ville ikke tage imod ham - han var ikke dårlig nok. Så vi måtte kontakte hans psykiater næste morgen, og hun indlagde ham straks. Igen, ligesom med vores datter, stod jeg tilbage med en følelse af, hvorfor er det lige netop vores børn, der blev ramt af det her?
Hvorfor lige os?
Vi er en helt almindelig, kærlig familie, hvor vi hverken har været alkoholikere, misbrugere eller haft et hjem med vold. Jeg har tænkt virkelig meget på, om de havde været ude for et eller andet, og jeg har ledt efter en grund – efter årsagen. Ligesom, hvis man brækker et ben efter et fald. Det ville være så dejligt med en forklaring, men den er aldrig rigtig dukket op. Det har virkelig været svært at erkende, at begge vores børn blev syge - uden at have en egentlig årsag at hænge det op på.
Selvom jeg har følt mig mistænkeliggjort undervejs, har jeg hele tiden insisteret på, at jeg kendte mine børn bedst. Vores søn var indlagt i 14 dage uden, at der skete den store udvikling. Han ville ikke have medicin, og medicin var det primære fokus på afdelingen. Så han opholdte sig der egentlig bare, og så kom de og kiggede til ham, og gav ham noget mad. Han blev udskrevet igen, da han ikke længere var selvmordstruet. Nu skulle han hjem igen, og det hele startede forfra. Jeg skulle igen sidde på jobbet og være urolig for, hvordan han havde det.
“Jeg er læge, og ved bedst”
Efter en overfladisk, og, efter min mening, hurtig undersøgelse, diagnosticerede en overlæge min søn med diagnosen paranoid skizofreni. Under interviewet havde min søn bl.a. sagt, at han følte, at folk kunne se lige igennem ham, og vidste, hvad han tænkte, når han gik i gågaden, at han var bange for at blive bedømt, og møde nogen, han kendte. Han havde fortalt om en papegøje, der sad på skulderen i visse situationer. Her grinede jeg højt, som mor vidste jeg udemærket, hvad det med papegøjen kom af.
Hvad overlægen ikke var klar over var, at den papegøje-figur, blot var en, der var brugt på min søns kursus “hverdagens helte”. Et kursus, der hjælper unge med at få bedre selvværd i København. Papegøjen var blot en metafor, han brugte. Men lægen tolkede den papegøje som skizofreni. Det lyder helt skørt i dag. Og overlægen ville ikke høre på den historie, der lå bag.
Jeg insisterede dog på, at de havde givet ham den forkerte diagnose. For jeg kunne jo se, at det var fuldstændig de samme symptomer som hos min datter. Hans kommentar var “så er hun måske også skizofren”. Jeg blev faktisk rigtig vred på overlægen undervejs. Han sagde; ”nu er det jo mig, der har læst, og har en lang uddannelse med i min rygsæk”, men jeg spurgte, om de ville være søde at give ham noget angstbehandling, for det var jo det, der var problemet. Lægen ville helst give ham medicin for skizofreni. Jeg tør ikke tænke på de bivirkninger, han kunne have fået, hvis de havde behandlet ham for det.
Han endte med at få angstbehandling, og derefter, er der sket en kæmpe udvikling. I dag har de min søns hjemmelavede metode, ”trafiksignalet”, med i undervisningen til angstramte. Et redskab, der gør det nemmere at kommunikere til pårørende, hvor man er i sin angst. Og lægen har i dag erkendt, at den diagnose han stillede, ikke var den rette, og slettet den fra min søns journal. Nu har han diagnosen svær angst.
Mindre behandler, mere forælder
I dag er vores søn ved at lære, hvordan han skal leve med sin angst. Begge vores børn er selvkørende på den måde, at de har gode mennesker omkring dem – også professionelle. Derfor har vi nu en aftale om, at vi primært er deres forældre, fremfor at være deres behandlere.
Hvis jeg fornemmer, at der er noget, spørger jeg selvfølgelig til det – og hører, om psykologen er kontaktet. Men ellers er vores hjem deres frirum, og vi ser dem, som de mennesker, de er. Efter de forløb vores børn har været igennem, er vi som familie blevet utrolig tætte. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, at vi kan blive tættere.
Selvom vi i dag igen, primært, er deres forældre, er jeg glad for, at jeg tog dem i hånden og fik dem med ud, og de fik den hjælp, der skulle til. Og at jeg har stillet kritiske spørgsmål alle steder, og på deres vegne, og insisteret på, at jeg som mor kendte dem bedst. Men puha, det har været hårdt, og det vil altid sidde i mig, som en lille alarmklokke. Hvis de ringer sent en aften, ringer alarmen i mig, og ofte er det jo bare en lille almindelig ting, som eksempel: “ mor, vil bare sige, jeg elsker dig”.
