”Okay, hvad er det, jeg er ved at gå ind i her?”
Jeg var 27 år og min kæreste var fire år yngre. Vi var nyforelskede og i mit hoved, havde jeg alle de gængse drømme og forventninger til fremtiden. Vi skulle have børn – blive en familie og have arbejde begge to, så vi kunne tjene penge til at gøre de ting, vi ønskede. Kort sagt gøre det, som jeg forestillede mig, at alle ”plejer at gøre”.
Pludselig kunne vi ikke de samme ting længere. Min kæreste ville hellere bare være hjemme. Jeg mødte en mur, for jeg havde absolut ingen erfaring med depression, som min kæreste var blevet ramt af. Selvfølgelig havde jeg overvejelser om forholdet ville holde, men jo længere man er sammen og kærligheden vokser, jo mere støtter man jo hinanden. Min kæreste blev min kone, og da jeg var 30 fik vi vores første datter af to.
Jeg kan ikke huske, at der nogensinde er blevet talt om depression eller psykisk sygdom i min familie. Heldigvis kunne min kærestes mor tale med os om det. Hun har også haft nogle depressioner, så i deres familie vidste de udmærket, hvad det var, min kone gik igennem. Det er cirka 15 år siden nu, men noget jeg har tænkt over er, hvordan man er nødsaget til at revurdere sine fremtidsforestillinger og -drømme, når ens ægtefælle rammes af en depression.
Det er ikke resten af livet
Det lyder lidt voldsomt, men da min kones depression var værst, ville jeg gerne have haft, at der var nogen, der sagde: ”Hør her, det her skal I nok klare. Det er ikke resten af livet det her”.
Dengang havde jeg stadig de her forventninger om ”at lykkes” forstået på den måde, at jeg skelede til, hvad andre gjorde. Andre tog på ferie og købte store biler, men det kunne vi ikke, når jeg kiggede på vores konti. Det er bestemt ikke en kritik af min kone, men dengang var mine drømme og fremtidsforestillinger baseret på to indkomster. Og det var bare ikke virkeligheden. Min kone har i størstedelen af tiden haft lave indkomster som dagpenge eller lignende. Så der har aldrig været mulighed for at sige: lad os tage to uger til Egypten.
En indre frustration
Det var ikke bare en udlandsrejse eller en stor bil, der fik mine fremtidsdrømme og -forventninger til at briste. Det var mere tanken om ”hvorfor lykkes vi ikke?” målt på de eneste parametre, jeg kendte: forestillingen om ”plejer”, og ”hvad andre gør”.
De tanker har gjort mig enormt frustreret. Jeg har aldrig nogensinde været vred eller sur på hende. Det har været en indre frustration, som har muret i min egen mave – og jeg har været alt for dårlig til at dele den med hende. Set i bakspejlet skulle jeg have gjort det, men jeg ville skærme og beskytte hende mest muligt.
Det var især sådan noget som økonomi, der gav mig ondt i maven. Vi havde sat det økonomiske fundament med forventningen om to indtægter. Så når den ene part pludselig bliver skåret fra og aldrig rigtig kommer tilbage, så bliver man i den grad presset.
Tvetydig tanke
Jeg husker især følelsen af frustration, når jeg eksempelvis kom hjem fra en virkelig hård dag på arbejdet, og min kone lå på sofaen og ikke kunne noget. Så er det let at forfalde til at tænke: ”hvorfor kommer du ikke bare i gang? Opvaskemaskinen skal tømmes, køkkenet roder, og der skal laves aftensmad”. Men det er jo en ambivalent og tvetydig tanke, for samtidig tænkte jeg: ”Puha, det er hårdt det der, og jeg ønsker det virkelig ikke for min værste fjende”.
Det kræver noget af en som pårørende at vælge at gøre det rigtige. Den lette tilgang er at sige: ”hvorfor kan du ikke bare komme i gang”, hvorimod det kræver meget mere af en at sige ”hvordan kan jeg bedst hjælpe dig i dag?”. For det indebærer, at du selv skal engagere dig og gøre noget. Og det er nemmest, hvis man har sovet igennem, og har haft en god dag på arbejdet. Én ting er sikkert, det ville i hvert fald ikke hjælpe min kone, hvis jeg bebrejdede hende, at opvaskemaskinen ikke var tømt.
Jeg valgte ofte den stiltiende accept og tænkte ”okay, jeg har 12 opgaver foran mig, før jeg kan komme i seng: sæt i gang”. I den forbindelse har jeg heller ikke været særlig god til at sige til børnene, at vi skulle hjælpes ad. For hvis jeg skal til at inddrage en 3-4-årig, så tager det fire gange så lang tid. I dag kan jeg godt se, at det var forkert – man skal have sine børn til at hjælpe i det daglige og huslige, så de lærer det. Men jeg tonsede bare derudad og klarede opgaverne – og bed frustrationen i mig.
Der er et liv bagefter
I dag er min kone rask og har det rigtig godt. Hun mangler tre måneder af sin uddannelse til pædagog. Depressionen ligger langt væk, men hun skal selvfølgelig stadig passe på. For hvis man en gang har haft en depression, ligger den sandsynligvis latent i kroppen.
Vi er blevet rigtig gode til at tale om tingene og finde nogle gode kompromisser. Jeg har måske også med tiden annekteret lidt af hendes evne til at være, hvor jeg er og slappe af. I dag ved jeg, at depression ikke er en stationær tilstand, selvom man må acceptere, at man ikke altid kan forvente det samme af en person, der er kommet igennem en depression. Og jeg ved, at man som pårørende skal vide, at der - selv når det ser mest sort ud - er et godt liv bagefter, selv hvis det ser anderledes ud, end man havde forestillet sig.
