Da min kone fik en depression, var min indgangsvinkel til at være pårørende, at jeg skulle være en urokkelig klippe, der kunne klare alt. Det viste sig at være forkert.
Tiden derfra fordyber sig i meget lidt og dårlig søvn. Så sent som for et par dage siden, kiggede jeg på et foto fra vores yngste datters barnedåb, hvor det virkelig var oppe over. Jeg ligner virkelig en hængt kat, der har været slæbt igennem lidt af hvert. Jeg stod for alt ved den dåb: alt fra at arrangere mad til at sætte borde op. Og jeg gjorde det næsten helt alene. Jeg kunne bare have valgt at spørge nogle kammerater om hjælp – men det gjorde jeg ikke. For jeg skulle nok være den stærke. Jeg var en tåbe, et fjols, ikke at spørge om hjælp, for jeg knækkede næsten på det.
Åbenhed, åbenhed, åbenhed
Specielt da min kone og jeg fik børn, havde jeg en mental overbevisning om, at jeg skulle kunne klare alt, og at der i hvert fald ikke var noget, der skulle vælte mig. Men jeg har lært, at den tilgang er helt, helt forkert. Jeg skulle have været meget mere åben overfor både min kone og andre. Det var jeg ikke fra starten.
For 8-10 år siden åbnede jeg lidt op over for min arbejdsgiver. De kunne godt se, at jeg sad og hang. Som pårørende bliver man jo påvirket og tager det med sig på arbejde. Så sidder man der og kigger ind i en skærm, og kan ikke få flyttet den mus nogle steder. Sikke en lettelse at få fortalt dem om min situation. De kunne godt se, hvorfor jeg havde det, som jeg havde, da de fik min historie at vide. De har været og er enormt forstående.
Af årene med min kones sygdom, har jeg lært, at min tilgang til at være pårørende skal være åbenhed, åbenhed, åbenhed. At klare alt selv og agere en urokkelig klippe, er ikke nogen farbar vej frem. Den indsigt bruger jeg også i dag, hvor vores ældste datter på 14 år er blevet diagnosticeret med infantil autisme.
Det har været et langt forløb, hvor hun først fik sin diagnose før sommerferien 2020, selvom hun efter alt at dømme har haft den, siden hun blev født. Vi har kæmpet med psykiatrien, fordi vi som forældre kunne se, at det hun gjorde og sagde, lænede sig op ad en autismespektrum-forstyrrelse. De mente, at det var generaliseret angst og depression. Så vi har gjort meget forkert, fordi vi er blevet rådet til det.
De sagde blandt andet, at ”I skal bare presse hende i skole”. Så lå hun i fosterstilling i bilen nede foran skolen. Vi pressede hende til det igen og igen, fordi vi fik at vide, at det var det rigtige. Det har været et hårdt forløb, og en enorm belastning for min datter og os som familie.
Ingen er alene
I dag går jeg slet ikke ind i det med tanken om, at jeg skal være urokkelig. Min arbejdsplads ved 100 procent, hvad vi lever med derhjemme lige nu. De ved selvfølgelig ikke alle detaljer, men der er fuld forståelse for, at jeg nogle dage går lidt tidligere og andre kommer lidt senere - og det bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved. Det er meget privilegeret, og jeg ved, at det bestemt ikke er alle pårørende, der har mulighed for det.
Der er blevet taget en stor byrde fra mine skuldre ved at være åben. Jeg ved nu, at jeg ikke er i stand til at være den urokkelige klippe, jeg troede, jeg skulle være. I stedet er jeg i dag i stand til at dele min sorg og frustration med andre mennesker. Og for hvert menneske, jeg deler det med, bliver jeg bare mere bevidst om, at jeg og vi ikke er alene med det her.
Accepter hinandens behov
I dag giver min kone og jeg plads til hinanden. Hvor jeg før tænkte, at jeg ikke kunne tillade mig at løbe en tur, fordi jeg så ikke kunne løse opgaverne - tømme opvaskemaskine, lave mad, rydde op - så tillader jeg i dag mig selv at løbe en tur, selvom der er udfordringer. Jeg siger også til min kone, at hun sagtens kan tage en lur, hvis hun er træt – det er der ikke nogen, der rynker på næsen over.
Det har løftet os som familie, at min kone og jeg har evnet at kommunikere om hver vores behov, og forsøger at imødekomme dem så vidt muligt.
Vores familie består af fire individuelle hjul i et tandhjul, som skal fungere sammen - og hver for sig. Så det duer ikke, hvis lillesøster pludselig bliver rigtig ked af det. Vi skal også sørge for at give hende gode oplevelser. Det er svært at lave noget sammen alle fire i familien, men jeg svømmer med min yngste datter i den lokale svømmehal. Det behøver ikke at være en tur i Lalandia for at være en god oplevelse.
Jeg bruger selv fysisk aktivitet som det sted, hvor jeg tanker op. Jeg løber eller går ud på terrassen med mine kettlebells – selvom jeg ikke er længere væk end det, gør jeg stadig det, jeg har lyst til. Min kone kan godt lide at være kreativ med glas, så det bruger hun til at lade op, selvom hun ikke har så meget tid til det for tiden, da hun er ved at færdiggøre sin pædagoguddannelse. Men bare det, at vi er bevidste om at gøre de ting, der er godt for os hver især, er et stort skridt.
Jeg har virkelig lært, at det er vigtigt at acceptere hinandens behov og finde en måde, hvor man selv kan lade op og få sin energi igen. At være væk fra sine udfordringer i bare 20 minutter, kan gøre en stor forskel – om det så er at være kreativ eller løbe en tur. Og så har jeg lært på den hårde måde, at ingen pårørende kan være en urokkelig klippe, og det vigtigste er at turde være åben og spørge om hjælp.
