Depression i familien
Nogle familier har depression i årene. Og det er blevet bevist, at depression ér arveligt. Det ligger på lur i generne, og venter til vi er allermest sårbare. Vi har depression i vores familie, og det gør mig utryg over mig egen fremtid, fordi jeg har set, hvor voldsomt det kan påvirke en familie.
Jeg har ikke selv været ramt af depression – i hvert fald ikke endnu. Og selvom jeg helst ikke vil være ved det, så minder min personlighed og adfærd rigtig meget om dem i min familie, der indtil videre har været ramt.
Det gør mig rigtig nervøs. Nogle gange rigtig bange. Både for selv at blive ramt, og for at føre generne videre til mine kommende børn.
Er det nu, jeg bliver ramt?
Jeg har ligesom alle andre, haft nogle mørke nætter, hvor alting virker ligegyldigt, og hvor de negative tanker tager overhånd. Men som oftest ender jeg med at falde i søvn – og når jeg vågner på er jeg tilbage ved min gamle jeg.
… og så kommer frygten. Var det et dårligt tegn? Var det starten på en depression? Hvad med mit arbejde? Går det ud over mine planer? Kommer jeg nu til at isolere mig, og blive rigtig ked af det?
Indtil videre, har det heldigvis ikke været tilfældet. Og når jeg kigger rationelt på det, og husker hvad jeg har hørt, så ville en depression jo ikke forsvinde i løbet af natten. Men det gør mig alligevel bange, for jeg har set hvordan en depression påvirker et menneske. Og det ligger jo i mine gener.
Arver jeg depressionen?
Jeg har læst meget om arveligheden. Den findes. Jeg har læst, at depression kan blive udløst af dødsfald, stress, fysisk- eller psykisk overbelastning. Nogle steder siges det endda, at det kan udspringe af en banal influenza, eller bagatelagtige problemer i hverdagen.
Det gør mig ikke mere rolig at vide – for jeg kan jo ikke undgå at opleve nogen af delene?
Som jeg ser det, har jeg to valg. Jeg kan gå og være bange. Eller jeg kan gøre alt, hvad der står i min magt for at undgå selv at blive ramt.
Jeg har valgt at kæmpe i mod. Jeg kan ikke holde ud at gå og vente, og være uvidende.
Mit eget forsvar mod depression
Jeg har læst og undersøgt, hvad jeg selv kan gøre for at forebygge depression, og det var faktisk slet ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig - jeg var klar til at lægge mit liv helt om.
Ifølge nogle undersøgelser er depression ofte en konsekvens af et lavt Serotonin-niveau i hjernen, så det er en god idé at sørge for at hjernen hele tiden har et pænt Serotonin-niveau. Man kan sørge for det, ved at få sollys, ved at dyrke motion, eller ved at gøre ting, som man godt kan lide at lave. For mig er det gåture og yoga.
Herudover er der også meget, jeg gør via min kost – endda uden, at det hverken er kedeligt eller hårdt at overholde. Jeg har fundet ud af, at madvarer som laks, banan, havregryn, mørk chokolade og hummus, er rigtig gode at spise. Og jeg har læst, at jeg burde begrænse min indtagelse af koffein, men den er lidt sværere… (smiler)
En pårørendes erkendelse
Jeg kan ikke ændre på mine gener. Dem er jeg ikke herre over. Men jeg kan være god ved min hjerne, og undgå at den kommer i ubalance.
Jeg er stadigvæk bange for selv at blive ramt af depression. Den følelse forsvinder nok aldrig rigtig. Og endnu værre, frygten for at føre generne videre.
Men når alt kommer til alt, så har jeg valgt at fokusere på det, jeg selv kan gøre noget ved. Det giver en lille smule mere ro i maven at vide, at jeg gør noget.
