28 år gammel og har i adskillige år kæmpet med angst, OCD og spiseforstyrrelse.
En liflig duft spreder sig i takt med, at forventningens glæde stiger til en aften fuld af traditionel mad og hyggeligt samvær. Lyder det som din juleaften?
Det har ikke ligefrem været Alberte Stengaards oplevelse af julen. Hun er 28 år gammel og har i adskillige år kæmpet med angst, OCD og spiseforstyrrelse. Det har gjort højtider – og især julen - enormt udfordrende.
Det er en røvsyg højtid, fordi det handler om mig. Jeg er elefanten i rummet, som fylder uden at ville det. Jeg har følt mig enormt fremmedgjort overfor min familie, fordi jeg ikke bare kunne agere som dem og være en del af traditionerne.
For Alberte har det været umuligt at passe ind i juletraditionerne. Da spiseforstyrrelsen styrede hendes liv, var det umuligt at deltage i julemiddagen og i dag, hvor hun lever vegansk, spiser hun ikke det samme mad juleaften som sin familie.
Det kan godt blive opfattet som enormt besværligt. Jeg, og de fleste andre spiseforstyrrede gætter jeg på, ønsker mindst af alt at være til besvær. Men det blev jeg jo, for jeg spiser ikke det samme som min familie.
Alberte ønskede hverken dengang eller i dag at ændre på juletraditionerne for sin familie. Men hvis hun skal deltage, kræver det at hendes familie alligevel kommer hende i møde. For fra Albertes perspektiv kommer der ikke noget godt ud af at holde krampagtigt fast i juletraditionerne som pårørende til en spiseforstyrret. I stedet kan man forsøge at inddrage den syge og sammen skabe rammerne for den gode jul – uden at spiseforstyrrelsen får overtaget.
I stedet for den klassiske risalamande og mandelgave, fandt min mor på, at vi hver skulle have tændt et stearinlys sat fast i ler. Den hvis lys brændte ned til sidst fik mandelgaven. På den måde kunne de andre spise risalamande, mens lysene brændte. Det var sindssygt rart for mig, fordi jeg kunne være med alligevel, siger Alberte Stengaard.
At lave om på traditioner kan dog også føre til konflikter:
”Det kan man da ikke”, kan jeg huske, at min storesøster sagde til den ændring. I dag ved jeg, at hun havde så meget indestængt vrede over, at min sygdom fyldte så meget. Det var jo ikke, at vi ændrede lidt ved juletraditionen, der gjorde det i sig selv. Alle de følelser kom af, at hun havde en stor kærlighed til mig – det kan jeg godt se i dag.
Grundlæggende handler det derfor om at åbne op og være ærlig, mener Alberte. Derefter kan man tænke ud af boksen og måske endda finde en fælles løsning, hvor man ikke afskærer alle muligheder for involvering.
Det handler om, at man som syg gerne vil være med. Men hvis man har en spiseforstyrrelse, kan det være umuligt at tvinge sig selv til at leve op til juletraditionerne. Grundlæggende synes jeg, at det handler om at være nærværende og få det bedste ud af julen - sammen.
Redskab til at dele sine bekymringer
Alberte har erfaret, at det hjalp at dele hendes bekymringer og udfordringer med sin familie. Især i forbindelse med højtider som julen, hvor familien samles, har der været mange bekymringer.
Ved netop at være åben omkring sine bekymringer, kan de håndteres, inden de vokser ud af proportioner. På den måde er det muligt komme frem til løsninger og komme problemer og forværringer i forkøbet.
“Bekymringstid” er et redskab til at skabe en åben og ærlig samtale om bekymringer - både fra den sygdomsramtes og den pårørendes perspektiv. Redskabet kan I benytte sammen eller hver for sig.
Trin 1:Bestem jer for et fast tidspunkt på dagen, hvor I afsætter tid til bekymring.
Det kan gentage sig hver dag, hver uge eller op til eksempelvis et arrangement eller en højtid. Skriv det i kalenderen. Tidspunktet på dagen og stedet, I gør det, er op til jer. Det kan være undervejs i toget eller i en stille stund inden aftensmaden. Sæt en alarm på 10-30 minutter. I denne tid skal der være plads til, at I kan bekymre jer alt det, der er brug for.
Trin 2: Skriv bekymringerne ned for at indfange dem.
Hvad omhandler de? Det kan eksempelvis være skolen, helbredet, højtiden, familien?
Er der én ting, bekymringer drejer sig om eller flere?
Trin 3: Spørg ”Hvad det værste, der kan ske i den situation?”
Er der noget, der bliver ødelagt? Er der nogen, der bliver kede af det? Hvad er alvoren i det – at blive holdt ude, skænderi, forværring af situation, tristhed, død?
Trin 4:Spørg ind til ”Hvor sandsynligt er det, at det sker?”
Sandsynligheden for, at bekymringen faktisk sker, skal undersøges nu. Hvis det sker, hvor sandsynligt er det så, at det går så galt, som den syge frygter?
Her kan man spørge ind til:
Er det du frygter sket for dig tidligere?
Hvor mange gange er det sket?
Er det sket fornyeligt?
Hvis det ikke er sket før, hvad er sandsynligheden for, at det så sker nu så?
Trin 5:Uret ringer, og bekymringerne må vente til næste bekymringstime.
Nu kan I sætte uret på 10 minutter og snakke om eventuelle løsninger på de bekymringer, der fylder mest.
Trin 6:Uret ringer.
Skriv de løsninger ned, I er nået frem til. Det kan være en aftale imellem jer begge, som I derfor begge skal huske, eller det kan være noget, den syge skal huske, næste gang bekymringen banker på.
Prøv at hold bekymringerne i bekymringstiden. I kan eventuelt skrive ned, hvad I skal bekymre jer om næste gang, hvis bekymringerne allerede presser sig på nu.
Bekymringstid – hvorfor?
Bekymringer kan fylde alt. De kan fuldstændigt overtage og lamme både den syge og dig med frygt. I det tilfælde kan man blive overbevist om, at det går lige præcis, som man frygter. Når tankerne kommer ned på papir, hjælper det til, at det hele kommer lidt på afstand. Her får I mulighed for at se bekymringerne udefra og vurdere dem. Stille og roligt kan man give dem et kritisk tjek. I vil opdage, at ikke tror 100 procent på bekymringerne. Ved at I ikke bare automatisk overgiver jer til bekymringerne, kan de miste deres kraft. Og endda måske forsvinde helt, eller der opstår en løsning på dem.
Brug for et frirum, hvor du kan møde andre pårørende?
