Vejen til den lukkede afdeling
På meget kort tid gravede min mor sig ned i en voldsom depression. Hun sygemeldte sig, og havde derefter en uges tid derhjemme, hvor hun stort set intet spiste eller drak.
Hun bor alene, og derfor var der ingen, der havde et overblik over hendes situation.
En dag ringede hun dog til sin gode barndomsveninde. Derefter blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling – i en psykotisk tilstand!
Psykoser giver en tilstand, hvor den syge oplever vrangforestillinger og hallucinationer.
Min mor har altid været meget stærk, selvstændig og velfungerende.
Gift i vandet og krig i køkkenet
Pludselig var hun overbevist om, at der var gift i vandhanen, og insisterede på, at jeg ikke måtte tage vand derfra. Hun løb med sin mad for at undgå en krigszone. Hun var sikker på, at personalet telefonaflyttede vores samtaler for at kunne hjernevaske mig.
Hun kunne være helt klar i et øjeblik, og med et knips forsvandt hun ind i en helt anden sløret verden.
Efter nogle dage på den psykiatriske afdelingen foreslog lægerne elektrochok behandling (ECT). "Elektrochok siger du – undskyld mig, men det kan man da ikke?"
Billeder fra filmiske tortur scener fløj forbi i en hastig fart, og jeg måtte stille spørgsmålstegn ved om det virkelig er noget, man gør? Og om det mon slet ikke har nogle bivirkninger?
Elektrochok: Jamen, kan man det?
Som pårørende blev vi meget overraskede over, at det var en behandlingsform. Det samme blev vores familie og venner. Efter lidt research og omhyggelige forklaringer fra et professionelt personaleteam, kunne vi godt se, at det gav rigtig meget mening. Elektrochok er en hurtig og effektiv behandlingsform uden voldsomme bivirkninger, der kunne få hende ud af sin psykotiske tilstand inden den blev livstruende.
Mennesker reagerer meget individuelt på behandlingen, men langt de fleste har en meget positiv effekt af det. Den eneste kendte bivirkning er, at hukommelsen bliver påvirket – primært korttidshukommelsen, og primært i forbindelse med en behandling og i tiden lige bagefter. Herefter opbygges og genoptrænes hukommelsen igen, og man kan leve et helt normalt liv.
Mine råd til andre pårørende
Selvom det lyder rigtig skræmmende, vil jeg råde alle pårørende til at bakke op om elektrochok behandling, hvis det bliver tilbudt. Ud over at tale med den syge om det, kan du støtte op omkring eventuelle udfordringer med hukommelsen.
Jeg lagde f.eks. en notesbog hos min mor, hvor dem, der besøgte hende skrev en hilsen. På den første side i bogen, lavede jeg en tidslinje over sygdomsforløbet. Aftaler og anden information, blev også skrevet her, så hun kunne følge med trods behandling. Og så skrev jeg altid til hende, at hun bare skulle ringe og spørge, når hun blev i tvivl om noget.
Det er vigtigt at tage det med et smil, når hun ringer for tredje gang samme dag og spørger, hvem der har hendes nøgler. Det er trods alt nemmere at forholde sig til end en mor, der er helt fra den og lukket inde i sin egen lille hallucinerende verden.
