Camilla giver dig her et indblik i hendes tanker, da hun var ramt af depression. Hun var god til at skrive sine tanker ned undervejs, og har valgt at dele dem med dig, for at give dig indblik i, hvordan depression kan påvirke tankerne. Camilla har det, den dag i dag, godt, men glemmer aldrig, hvordan hun havde den, da hun var ramt af depression.
Jeg ved, hvordan det føles at have lyst til at dø. Hvordan det gør ondt at smile. Hvordan man inderligt prøver at passe ind, men ikke kan. Jeg ved hvordan det føles at gøre sig selv ondt på ydersiden - i forsøg på at dræbe noget af det, der sker indeni.
Alle er afhængige af et eller andet, der får smerten til at gå væk.
Dem der begår selvmord pga. depression, gør det ikke på grund af håbløshed eller på grund af en eller anden abstract idé om, at livets regnestykke ikke helt går op. Og helt sikkert ikke fordi døden pludselig er tiltrækkende.
Et brændende hus: Springer du eller bliver du i flammerne?
Smerten, når man når et vidst punkt, vil være grunden til selvmordet. På samme måde som en person, der er fanget ved vinduet i en brændende bygning – på et tidspunkt hopper man.
Men tag ikke fejl af de mennesker, der tager springet. Deres frygt for faldet ned er lige så stor, som det ville være for dig, hvis du stod og kiggede ned i et ikke-brændende hus. Frygten for at falde ned forbliver konstant. Det, der er anderledes, er den anden frygt. Frygten for ilden. Når flammerne kommer tæt nok på, bliver frygten for flammerne større end frygten for faldet. Det er ikke fordi man har lyst til at springe – man er mere bange for flammerne.
Dem, der ikke forstår det, og sige man skal holde ud, har ikke oplevet at være fanget af flammerne. De forstår ikke at frygten for faldet er mindre end frygten for ilden.
Kan jeg reddes?
Måske kan jeg blive reddet. Måske tager mørket over. Men alligevel har jeg håb. Jeg håber, at der er nogle, der har et håb for mig. Nogle der tror på mig, som jeg gerne vil tro på mig selv.
Jeg er træt af at have ondt. Jeg er træt af at skjule det. Jeg er træt af at lade som om, der ikke er noget galt, når jeg altid kæmper for at være stærk. Kæmper for at holde facaden oppe for at narre folk omkring mig til at tro, at jeg har det fint.
Alt for mange gange har jeg sagt ordene ”jeg har det fint”. Men jeg har det ikke bedre. Du forstår ikke trangen, vreden, frygten. At jeg ønskede at dø, og jeg stadigvæk nogle gange ønsker det.
I al denne tid, hvor jeg prøvede at bekæmpe det. Nogle gange har jeg bare ikke lyst til at være modig længere.
Jeg kunne ikke rumme det mere. Det kan jeg stadigvæk ikke nogle gange.
