Camilla giver dig her et indblik i hendes tanker, da hun var ramt af depression. Hun var god til at skrive sine tanker ned undervejs, og har valgt at dele dem med dig, for at give dig indblik i, hvordan depression kan påvirke tankerne. Camilla har det, den dag i dag, godt, men glemmer aldrig, hvordan hun havde den, da hun var ramt af depression.
Et skjult monster i mit indre
Forestil dig et monster, der bor indeni dig. Det er sådan det er, når man lider af depression.
Det væser og kløver sig fast med sylespidse klør, når du bliver ked af det. Som skarpe grene med tjørne, der vikler sig rundt om dit hjerte og strammer til, indtil du ikke kan føle noget længere. Depressionen trækker mig tilbage, den skræmmer mig – Den ér et monster.
Forestil dig, at monsteret har en stemme, som du kan høre i baghovedet. En stemme, som du ikke kan slukke for. En stemme, der bliver ved med at fortælle dig, at du ikke er god nok. At du aldrig vil blive elsket, at du burde være død, og ikke burde være den, du er.
Den fortæller dig, at du burde give op, fordi der alligevel ikke er nogen, der bekymre sig om dig. Den stille spørgsmål som: ”Hvem skulle nogensinde kunne elske dig?”, og du begynder at stille spørgsmålet til dig selv: ”Hvem kunne nogensinde komme til at elske mig?”
Forestil dig en konstant trang til at forsvinde, til at gøre dig selv fortræd, til at give op.
Det forsvinder ikke
Det føles som en kløe, hvor du ikke må klø igen. Og uanset hvor længe du venter, så holder det ikke op med at klø. Ikke før du lader dig selv gå med følelsen - og klør igen.
Men andre kan ikke se det monster, der gemmer sig dybt indeni mig.
Raseri, had. Jeg kan ikke stoppe det. Det bliver kun værre. Dag efter dag bliver det værre. Det stopper først den dag, jeg ikke kan mere.
Der er så meget ondskab i verden. Og jeg føler, jeg drukner i det.
Jeg ønsker ikke at såre andre. Det mener jeg virkelig. Og når jeg tænker på, hvordan det kan ende, er jeg nødt til at tænke på, at der kan være en anden løsning, og at jeg måske, bare måske, kan reddes.
Jeg er nødt til at vente på, der kommer en og hjælper mig ud. En, der tror på mig. En, der tager den første mursten, og begynder at bygge en ny start.
Jeg har været i helvede. Jeg ved en ting eller to om totur nu. Jeg har dræbt dele af mig selv.
Toget kører af sporet
Jeg er ombord på et tog. Et tog, der bliver ved med at køre hurtigere og hurtigere. Toget er på vej mod et sving. Det kører så stærkt, at der ikke er nogen tvivl om, at det vil køre af sporet, når det når hen til svinget.
Det eneste selskab jeg har, er de følelser, der er indeni mig. Dem, der kontrollerer mig, og som har taget overhånd.
Hvor er jeg på vej hen? Hvad sker der med mig, når toget når hen til svinget? Jeg kan ikke fortælle, hvad der vil ske, for jeg ved det ikke… Det er ikke mig, der er i kontrol. Men jeg ved, at der ikke er nogen mulighed for at flygte. Hvordan skulle jeg kunne flygte fra noget, der er indeni mig?
Jeg kender følelserne alt for godt. Jeg ved, hvad de har gjort ved mig. Men nu forstår jeg dem ikke længere. De udvikler sig, de bliver værre. Mørkere. Jeg ville være stærk. Stærk nok i hvert fald. Stærk nok til at reparere det, der var ikke stykker indeni mig. Men jeg var ikke stærk nok.
Toget kørte af sporet.
Du kan læse mere om depression, og hvordan den påvirker her.
