En ballon svæver langsomt mod himlen. Vinden tager den engang imellem og sender den på abrupte dyk mod jorden, men langsomt og sikkert kæmper den sig sikkert mod højere luftlag. Netop det – en svævende ballon - er 28-årige Alberte Stengaards metafor for hendes kamp mod OCD, angst og spiseforstyrrelse.
I Albertes Instagram-feed, som hun deler med sine over 10.000 følgere, er der farverige fotos af vegansk mad – ofte akkompagneret af en positiv tekst og en rumraket-emoji.
Der fandtes ikke en ballon-emoji, så derfor sætter jeg rumraketten ind. Men den tjener det samme formål: At huske mig selv og mine følgere på, at selvom der er store udfordringer, så skal vi tilvælge livet.
Alberte kan beskrives på mange måder. Som en tidligere patient, der kæmper med tildelte diagnoser i et ufremkommeligt system. Som en overlever, der har brugt 14 år på at pendle ind og ud af indlæggelser. Eller som en influencer og talentfuld fotograf, der med sine farverige opslag og inspirerende tekster på Instagram ligner en med overskud og bugnende kreativitet. Alle historierne er sande, men ingen af dem kan stå alene.
Jeg har haft så mange tanker om, hvordan min historie vil blive taget imod. Kan man kombinere en fortid som anorektiker med en instagram-profil om mad? Vil folk tage det seriøst? Men min historie handler jo netop om at kombinere fortid, nutid og fremtid, siger Alberte.
Pilen peger indad
Hvis du i 14 år har levet i en sort/hvid verden dikteret af regler, målvægt og kostplaner, er det et dagligt tilvalg at beslutte sig for at leve et liv i farver. Det har Alberte måtte sande. For selvom langt fra alle dage er nemme, er der sket meget på de knap to år, der er gået, siden hun måtte beslutte sig for, om hun ville dø af sin spiseforstyrrelse eller kæmpe for livet.
Jeg udskrev mig selv fra Rigshospitalet for seks år siden. Derefter tabte jeg alt, hvad jeg havde taget på og vejede 31 kg. Det har været en enormt lang proces – især mentalt, der startede for 4-5 år siden, hvor jeg virkelig ramte bunden. For to år siden måtte jeg tage en beslutning. Min krop var udkørt, og hvis jeg ikke handlede, ville jeg dø af det.
Det paradoksale i Albertes historie er, at det aldrig har handlet om mad. Modsat har hun altid været enormt madglad, elsket at eksperimentere med og tage fotos af mad. Som mange andre spiseforstyrrede blev maden et middel. Et middel til at skabe orden og kontrollere det, der var ukontrollabelt.
Familie, flytning og for mange følelser
Som 12-årig flyttede Alberte fra Viborg til København med sin mor, far, storesøster og lillebror. Flytningen og forældrenes skilsmisse et år senere blev det, der katapulterede hende ud i sygdommen.
Det var en grim skilsmisse, hvor ingen af os børn så det komme. Min familie og mit liv krakelerede. Min far forsvandt og fik en ny familie… I forvejen var jeg super sensitiv. Det er resten af min familie ikke rigtig. Maden blev min måde at kontrollere alle de følelser, jeg i forvejen havde for mange af. Mine søskende har jo været igennem det samme, men de har nok været bedre til at stå imod og råbe højt, hvor jeg har vendt det indad.
Ifølge Alberte kom hendes OCD og angst først, hvorefter kontrollen med mad blev en måde at navigere i det kaos, der herskede både indeni og udenpå. OCD kommer hos hende mest til udtryk i tanker. Ting skal føles og sidde på den rigtige måde. Eksempelvis står hun hver dag op klokken 04.45 for at sørge for, at alt i hendes 1-værelses lejlighed på Amager ser ordentligt ud, inden dagen begynder. OCD’en opstår især i situationer, der kræver nærvær – eksempelvis sammen med andre mennesker rundt omkring et bord.
Der har jeg enormt mange tvangstanker og forkerthedsfølelser. Det er meget en følelse af, at jeg ikke har fortjent at have det godt, at jeg er bange for ikke at gøre det godt og ikke at leve op til mine egne og andres forventninger. Det er en diffus følelse af ikke at slå til og gøre alting forkert.
Når de følelser opstår, er alt kaos indeni Alberte. Netop her ville hun engang have brugt mad eller cutting til at aflede følelserne, hvilket en række hvide ar på hendes arme vidner om.
For mig var skæretanker en måde at forholde mig til, at jeg havde det dårligt. Det var en kæmpe forløsning at mærke en fysisk smerte, som jeg kunne forholde mig til. På samme måde var maden et objekt udenfor mig selv, som jeg kunne styre og på den måde navigere i det kaos, der opstod indeni.
Hun har i dag lært at stoppe op, så hverken mad eller skæretanker får lov at dominere. Men vejen dertil har været lang.
Jeg blev indlagt første gang som 14-årig. Dengang vejede jeg, hvad jeg vejer nu: 49 kg og anede ikke, hvad en spiseforstyrrelse var. Jeg har aldrig haft et ønske om at blive tynd, men maden blev det, jeg kunne kontrollere, når jeg ikke kunne styre det indeni.
Min mor blev min behandler
Fra Alberte var 14 år, og indtil hun udskrev sig selv fra Rigshospitalet for seks år siden som 22-årig, har hun været i ”systemet”, som hun italesætter det.
Jeg har været inde og ude, boet på bosted, talt med alverdens fagfolk – jeg har været igennem hele møllen. Det virkede bare ikke for mig. Anoreksi er ikke ens for nogen, men for mig virkede det slet ikke, at systemet fremfor alt fokuserede på vægtøgning, fremfor hvad der skete inde i bøtten på en. Alle har jo brug for at blive lyttet til.
Også som en del af ”systemet” følte hun sig forkert.
Dybest set har jeg altid været madglad, men jeg turde ikke sige det højt, for så havde jeg jo ikke ligeså meget ”ret” til at være indlagt – så var det jo bare for opmærksomhed. Jeg var bange for, at de ikke forstod, at maden bare var et instrument til at tøjle mine følelser.
Alberte boede stadig hjemme, da hun blev syg. Det resulterede i, at hendes mor blev behandler på hjemmefronten. Moren fik en kostplan, som hun skulle hjælpe sin datter med at overholde.
Min mor var meget autoritetstro og lyttede til systemet og ikke til mig. Allerede der knækkede filmen for min mor og jeg. Jeg følte mig enormt svigtet. Selvom vi i dag har et bedre forhold, kan jeg stadig ikke give hende et kram.
Albertes mor tog orlov af flere omgange for at forsøge at hjælpe sin datter. Selvom hun hverken tvang eller pressede hende til at spise, resulterede det i en dårlig relation.
Ligeså uenig jeg er med hende i dag, ligeså stor respekt har jeg for hende. Hun tog alle kampene og prøvede jo bare at gøre det, hun fik at vide, hun skulle gøre. Men det resulterede i nogle sindssyge magtkampe, som gik ud over hele familien. I dag har jeg dårlig samvittighed over det. Jeg har været et sindssygt nederen menneske.
Familie skal, ifølge Alberte, ikke være behandlere, fordi det gør relationen enormt sårbar. Spiseforstyrrelsen pålægger på den måde forældrene et uforholdsmæssigt stort ansvar, der gør dem til en del af ”systemet” i den syges optik.
Det er sindssygt sårbart, når ens mor siger, ”nu skal du spise”. Min mor og jeg har sagt de vildeste ting til hinanden i affekt og magtesløshed. Min mor kunne også finde på at sige ”taler jeg med Alberte eller spiseforstyrrelsen” lige nu. Så blev jeg SÅ vred. For jeg ville jo ikke erkende, at det, jeg havde gang i, var noget lort, selvom jeg nok var bevidst om det. Og hvordan skal man så reagere, når man bliver taget i det. Jeg reagerede med enorm vrede, fordi jeg ikke ville indrømme, at jeg fuckede op.
Pårørende til en person med en spiseforstyrrelse gør en forskel ved bare at være tilstede. Men som pårørende er man udsat og skal være forberedt på at tage mange slag. Det vigtigste er ikke at vende det indad, men derimod huske, at det ikke er en selv, personen er vred på.
Da jeg havde det værst, kunne min familie gøre alt og ingenting galt. Jeg var så forpint, at selv de mindste lyde og kommentarer kunne gøre mig ked af det og vred, fordi jeg var magtesløs i min egen verden. Min eneste anbefaling er, at man ikke siger: ”jeg forstår dig”. Det pissede mig fuldstændig af – for man skal forstå, at man ikke kommer til at forstå det, hvor meget man end prøver på det.
Nogle gange er handlinger vigtigere end ord, ifølge Alberte. Fordi meget behandling går ud på at tale, kan det være overvældende også at skulle tale med de pårørende.
Jeg husker specifikt én episode, hvor min bror bare var stille, men alligevel gjorde en forskel. På et tidspunkt, da jeg havde det værst, kom han bare og gav mig et kram, og så gik han ned i kælderen. Det rykkede noget, at han bare var der. Vi mennesker vil hele tiden snakke, fikse, ændre – det er svært bare at holde om et menneske og acceptere. Men det virker, for det er ikke de pårørendes ansvar at behandle, siger hun.
Kæmp for livet eller dø
Det var først, da en veninde, der selv har haft anoreksi, satte spørgsmålstegn ved Albertes handlinger, at hun selv begyndte at erkende, at hun måtte gøre noget anderledes.
Hun talte mig ikke efter munden, men talte lidt hårdt til mig. Hun sagde blandt andet, at det var mit ansvar, og at jeg var offer i mit eget liv. Først blev jeg skidesur på hende. Det gjorde jo ondt at erkende. Måske var hun bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, men det gjorde i hvert fald indtryk.
Når man i dag spørger Alberte, hvordan hun konkret har fået det bedre, siger hun:
Det var et valg.
Efter at have brugt lang tid og mentale ressourcer på at finde ind til den egentlige grund til, hvorfor hun var destruktiv igennem mad, kom det for to år siden til et punkt, hvor valget stod mellem at kæmpe sig ud af spiseforstyrrelsen eller dø af den.
Jeg har være heldig med, at min krop ikke stod af. Jeg burde have været død af det, siger min behandler. Ikke alle kroppe kan holde til det, min krop har holdt ud. Jeg brugte mange år på at tænke, tænke, tænke. Og jeg har da udviklet mig meget, hvilket jeg ikke vil være foruden – men jeg vil rigtig, rigtig gerne have undværet de år. Til sidst måtte jeg sande, at jeg ikke udelukkende kunne tænke mig ud af en spiseforstyrrelse.
Fjorten forbandede år
Alberte opsøgte selv en træner og har formået at tage 18 kg på over de sidste par år. Men selvom det er en stor præstation, har det ikke været uden kampe undervejs. Hun må i dag stadig dagligt tilvælge livet. Den kamp indebærer blandt andet at presse sin krop til at spise mere, end hun altid kan overskue.
Jeg må minde mig selv om, at jeg spiser for livet. For det har langt fra været behageligt. Det gør ondt at begynde at spise igen og man føler sig som en spærreballon, fordi man bliver oppustet. Min krop var medtaget – og mavesækken skulle gøres større, så den kunne rumme mad. Men jeg må nød til hele tiden at holde fast i, at smerterne og oppustetheden er et tegn på, at jeg vælger livet. Selvom det er skidesvært.
Det var ikke kun de fysiske smerter ved at begynde at spise igen, der var ekstremt hårde at forholde sig til. For når man som Alberte har brugt 14 år med spiseforstyrrelsen som omdrejningspunkt, er det svært at vende tilbage til livet.
Jeg var blank i bøtten, da jeg var syg. Det var en boble. Det er noget helt andet at komme ud på den anden side og forstå, hvad der er sket. Det er nemmere at være uvidende og være i sygdommen.
Udover fysiske men efter spiseforstyrrelsen såsom et smadret fordøjelsessystem og lukkemuskel, har sygdommen også trukket lange mentale spor. Især sorgen over de år, der aldrig kommer igen, er svær.
For et års tid siden kiggede jeg mig selv i spejlet, og der var jeg: 27 år gammel og halvdelen af mit liv var gået uden, at jeg havde været tilstede. Jeg kan ikke ignorere, at de er gået – det er ligesom at tage 14 år med fluff og smerte ud af sit liv.
I dag er det især frygten for de oplevelser, Alberte frygter, der måske aldrig kommer, der fylder. Nogle gange fylder det meget, og andre gange mindre.
Ensomheden og frygten for aldrig at finde mine personer. Jeg har jo ikke været tilstede i 14 år. Så jeg har aldrig haft en kæreste eller nogle tætte veninder, for jeg har jo ikke levet et ungdomsliv. Jeg drømmer bare om, at der er nogle udover min familie, der vælger mig til. Men jeg kan frygte, at der ikke er nogen, der tør forsøge sig med mig.
Tankerne om fremtiden er ofte defineret af den mentale tilstand. Det kan falde ud til den positive eller destruktive side.
Jeg tror ikke, at man kan lade være med at tænke på fremtiden. Usunde tanker er for mig, hvad-nu-hvis’er som, kan jeg få en kæreste? Kan jeg få børn? Kan jeg få et fuldtidsjob? Men det positive er drømme og visioner – uden dem var jeg aldrig kommet til, hvor jeg er i dag.
Nærvær, næring og nydelse
Fordi Alberte har brugt 14 år på sygdom og kampen mod sin sygdom, øver hun sig nu hver dag i ikke at haste igennem livet. At stoppe op og være tilstede, hvor hun er. I stedet for som tidligere at fokusere på, hvad hun burde, måske kunne have gjort bedre, eller hvad andre måske/måske ikke forventer, forsøge hun at give plads til sig selv.
Det handler grundlæggende om at være nærværende og være god mod mig selv. At stoppe op, hvis tankerne tager over og trække vejret ved et angstanfald. Jeg fokuserer på de små ting og på ikke at bryde sammen over udfordringer, men i stedet tage et skridt ad gangen. Man kan ændre meget ved at tage gode sko på og en paraply i hånden, når det regner.
At være nærværende hænger sammen med et udtryk, der er blevet Albertes mantra. Både for sig selv og i det, hun deler med sine over 10.000 følgere på Instagram. Nemlig ”nærvær, næring og nydelse”.
Det udtryk betyder for mig, at jeg skal give mig selv lov til at passe på mig selv.
Netop ordet ”næring” er ikke en tilfældighed. I løbet af Albertes år i systemet har ord som ”kostplan” og ”diæt” været gennemgående. Og de rungede umanerligt negativt i hendes ører.
Jeg havde brug for et ord, der rummede liv i stedet for tvang. Næring gav mening for mig, fordi det indebærer, at jeg selv kan definere, hvad min krop skal have for, at den har det godt.
Alberte valgte at spise vegansk. Selvom hun tidligere har været både ”fedtforskrækket, levet uden kulhydrater og været proteinfokuseret”:
For to år siden handlede det om, at jeg skulle finde en varig måde at leve sundt på – sundt som i, at min krop skulle have, hvad den har brug for. Og her fungerede det plantebaserede godt, fordi det var indbydende og farverigt. Men jeg vil ikke udelukke, at jeg kommer til at spise æg og fisk igen. Det handler grundlæggende om at turde mærke efter, om det er tankerne eller kroppen, der styrer.
Selvom Alberte udadtil ser velfungerende ud, kan hun stadig kæmpe med OCD, eftervirkningerne fra spiseforstyrrelsen og de 14 år, hun har tabt til den.
Derfor er udtrykket nærvær, nydelse og næring vigtigt for mig. For ligesom farverne på maden, handler det om, at jeg så længe har levet et sort/hvidt liv, så derfor har jeg brug for at blive mindet om, at livet er farverigt – og at jeg skal spise for at åbne mig for det og turde svæve med.
