Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn. Jeg kommer selv fra en stor familie, hvor jeg har en storesøster og tre yngre brødre. Det er en fantastisk familie med kærlighed, omsorg, drillerier og helt utrolig meget larm, når vi alle er samlet.
Der har aldrig været tvivl i mit hjerte om, at jeg gerne ville have min egen familie på et tidspunkt. Da jeg blev syg med depression, var jeg kun 18 år, så det var langt ude i fremtiden.
Jeg mødte min kæreste, Hans, da jeg næsten var færdig i mit forløb på Rigshospitalets kompetencecenter for affektive lidelser. Der havde jeg været i behandling i 2,5 år, og noget af det sidste jeg arbejdede med i terapi, var mine tanker om kærlighed og fremtidige forhold.
Depressionen gjorde relationer svære
Min opfattelse var præget af mine mange års sygdom, hvor depressionen og hypomanien har haft hver sin påvirkning på mit (kærligheds)liv. Overordnet har jeg haft så lidt kontrol over mine følelser i forbindelse med min sygdom, så når jeg kunne kontrollere noget, gjorde jeg det. Det gjorde mig kynisk.
Der var en masse følelser, jeg ikke tillod mig selv at føle, og jeg havde svært ved at forstå, at andre ikke havde samme kontrol. I virkeligheden passede jeg på mig selv i en ekstrem grad. Jeg havde nok smerte i mig selv, så jeg havde svært ved at lade folk komme tæt nok på til at kunne tilføje ekstra. Der var få undtagelser, men i de tilfælde kæmpede jeg hårdt mod mine naturlige instinkter.
Jeg har også tidlige erfaringer med, hvordan depressionen gjorde relationer svære. Som barn mistede jeg en tæt veninde, fordi jeg blev kedelig og altid var træt. Da jeg som barn led af depression, sagde jeg netop altid ”jeg er bare træt”. Jeg har været så syg med depression, at jeg ikke havde noget at give til en partner. Intet overskud, ingen følelse af kærlighed. Mit længste forhold var forholdet til depressionen. Det var bare lettere at være alene.
Er det ansvarligt at stifte familie?
Hypomanien gjorde mig festlig, udadvendt, spontan og flirtende, ofte på en måde, der føltes godt. Men det tog også nogle gange overhånd, hvor det ikke passede med tosomhed, så den fravalgte jeg i lang tid. Hypomanien gjorde mig så drevet af sexlyst, at jeg aldrig kunne få nok. Det gjorde mig irritabel, og var både et problem som single og i forhold. Faktisk er det et af de eneste symptomer på hypomanien, som jeg overvejede at søge hjælp for. Jeg gjorde det dog ikke.
Sygdommen gjorde også, at jeg tvivlede på, om jeg kunne være en god kæreste. Jeg var bange for, hvad en eventuel ny sygdomsperiode ville gøre ved et forhold. Det var nogle af de samme tanker, der kom, når jeg tænkte på at få en familie. Kunne jeg være en god mor? Var det ansvarligt, at jeg fik familie? Hvad hvis jeg blev syg igen?
Jeg er et andet sted i dag
I terapien bearbejdede jeg de bekymringer. Det gav mening, at jeg var så bange for at blive syg igen. Jeg havde nær ikke overlevet de to års depression. Ville jeg kunne overleve en ny depression, og ville et forhold og en familie kunne klare det?
Min daværende psykiater sagde noget klogt omkring den frygt. Hun sagde, at jeg er et helt andet sted, end da jeg blev syg første gang. Jeg har fået den rigtige diagnose, den rigtige medicin, stor sygdomsindsigt og en masse redskaber. Selvom det måske virker banalt, havde jeg ikke tænkt på det på den måde før. De ord fjernede meget af min frygt.
Vi passer grundlæggende sammen
Da jeg sluttede mit terapiforløb følte jeg mig klar til at starte et liv uden ugentlig behandling på Rigshospitalet. Et liv, hvor det virkede muligt at leve med sygdommen, men uden at den definerede alle aspekter af mit liv. Et liv med balance, hvor jeg tager hensyn til sygdommen, men stadig på en sikker måde kan få de ting i livet, jeg ønsker.
Mit forhold til min kæreste, Hans, har altid været nemt. Det er selvfølgelig arbejde i at være i et parforhold, særligt med små børn, og vi kan da også være uenige og synes hinanden er trælse.
I det store hele er det dog nemt. Vi deler værdier og ønsker for fremtiden, blandt andet ønsket om en familie, og et liv med frihed og tid til hinanden. Vi passer nok helt grundlæggende bare godt sammen, og jeg har ikke et sekund tvivlet på, at jeg skal være sammen med ham resten af livet. Jeg fortalte tidligt Hans om min sygdom, så det har aldrig været en hemmelighed.
Da vi mødtes, var jeg i en hypomani, og kunne ikke sove den første tid, vi var sammen. Jeg var samtidig på noget medicin, der gav mig bivirkninger. Det kom til udtryk på vores første rejse til Paris, hvor han måtte løbe efter cola og chips, da jeg pludselig blev svimmel, fik kvalme og ikke kunne bevæge mig fra stedet. Sygdommen er en del af mig, og det skal man acceptere, hvis man vil være en del af mit liv. Jeg ville da ønske, det ikke var sådan, men det er mit vilkår i livet.
At blive mor er risikabelt
Efter fire år sammen, begyndte vi at tale om de børn, vi vidste, vi gerne ville have sammen. Vi kunne nemlig ikke bare smide præventionen og håbe på en positiv test. Det blev en tid, hvor sygdommen, der ellers i årene op til fyldte enormt lidt, begyndte at fylde igen. Vi skulle til samtale på Rigshospitalet, hvor det blev besluttet, at jeg skulle skifte medicin og se, hvordan det virkede i et par måneder.
At blive mor er noget af det mest risikable, du kan gøre som bipolar kvinde. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, men for at mindske risikoen for en sygdomsperiode kræver det samtaler og behandling inden graviditet, undervejs og efter fødslen. Der skulle tages højde for medicin og laves plan for amning, søvn og barsel.
Jeg blev tilknyttet Rigshospitalet igen, og følte mig meget tryg underforløbet. Det var sådan i begge graviditeter. Heldigvis har jeg været stabil under graviditeterne, så de har mest været præget af den glæde og kærlighed, der voksede i takt med først den lille dreng og dernæst den lille pige, der har sparket i min mave.
Jeg føler mig heldig
På mange måder har jeg været heldig. Heldig, at jeg har fået god hjælp, at jeg har haft ressourcerne til at tage de gode valg, og heldig, at jeg har haft mulighed for at indrette mit liv på en sund måde for mig som bipolar.
Mest heldigt har det dog været, at jeg mødte Hans og især på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde fået bearbejdet mit forhold til kærlighed.
Hans er rummelig og omsorgsfuld, og han sagde meget tidligt noget, der afspejler hans indstilling til at være i et forhold: ”Vi er kærester og et team, og derfor er det os mod verden”. Det er sådan, vi lever. Nu som team på fire med vores to børn. Vi er sammen om at indrette et liv, hvor vi alle kan være så lykkelige som muligt – og indtil videre går det godt.
