Jeg var ved at gå ned med stress, indtil jeg fortalte mine venner om min kærestes depression. Helt uventet hjalp de mig mere, end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Mit råd til dig som pårørende er, at du skal involvere dine venner eller veninder, så hurtigt som muligt.
At støtte gennem ild og vand
Da min kæreste fik depression, var hun blevet enig med sin psykolog om, at hun skulle bo alene for en stund. Hun skulle forsøge at komme tilbage fra depressionen, på egen hånd. Jeg var uforstående overfor psykologens anbefaling, da jeg følte, at hun havde brug for, at der var en tæt på hende.
Jeg var knust over at skulle flytte fra hende.
Det betød en radikal ændring af min hverdag. Men det var det hun ville, så jeg valgte at støtte hende i hendes beslutning.
Konsekvens
Imidlertid var konsekvensen af at støtte hendes beslutning, at jeg skulle finde et andet sted at bo i en ubestemt tidsperiode. Min eneste mulighed var at flytte hjem til mine forældre. Det betød to timers ekstra transporttid, til og fra arbejde, oven i en allerede lang transporttid.
Jeg endte med at bruge 6 timer om dagen til og fra arbejde. Det var slut med fritid. Og det var slut med at lave ting, der gav mig overskud. Til sidst kunne jeg mærke stressen banke på.
Jeg blev nødt til at gøre noget.
Forresten.. så er jeg blevet pårørende
Jeg havde utrolig svært ved at fortælle mine venner, at jeg var pårørende til depression.
Jeg følte at det var pinligt. Og jeg følte, at det fik mig til at fremstå som svag, at jeg havde brug for hjælp. Men da jeg blev nødt til at gøre noget, fortalte jeg det til mine to nærmeste venner.
Udfaldet var overraskende. Min ene ven fortalte mig, at han selv havde haft en depression tidligere, og at jeg kunne låne hans sofa til hver en tid. Min anden ven fortalte mig, at hans ekskæreste havde haft en svær depression, og at han havde et ekstraværelse jeg kunne låne, så længe jeg havde lyst.
Jeg besluttede mig for at låne ekstraværelset, da det var mest bekvemt.
Begge mine venner endte med at blive en stor mental støtte, gennem hele mit forløb som pårørende.
En sten blev løftet fra mine skuldre
Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunne blive ved med at holde hovedet oppe, hvis ikke jeg havde fået støtte fra mine venner.
Det løftede det øverste pres af mine skuldre, som muliggjorde, at jeg kunne finde fodfæste i min situation som pårørende. Når jeg ser tilbage, ville jeg ønske at jeg havde været åben omkring min situation noget før. Jeg tror at otte ud af ti, jeg har talt med, er tidligere pårørende.
Jeg blev overrasket over, hvor meget de ville gøre for at hjælpe mig.
Råd: Derfor er mit råd til dig, der er pårørende, at du ikke skal holde din situation som pårørende hemmelig. Der er SÅ meget hjælp at hente fra venner og veninder. Og så meget smerte du kan undgå, hvis du giver dem lov til at hjælpe dig.
