Jeg er pårørende
Faktisk har jeg været pårørende, så længe jeg kan huske - og af flere omgange.
Min mormor, som er død i dag, var alkoholiker i mine barndomsår og op i mine teenageår.
Hun havde en depression, som hun holdt for sig selv. Hun dulmede den med alkohol. Det vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Men jeg har flere minder fra min barndom, som handlede om at se min mormor fuld. Så fuld at min morfar måtte bære hende i seng.
Min mormor var aldrig ubehagelig, og jeg havde et nært forhold til hende. Men det var tydeligt hun havde en smerte. En smerte, jeg ikke helt forstod dengang. Men det var utrygt til tider. Især dengang, hvor min storebror fyldte år og mine forældre havde inviteret familien på besøg. Min mormor faldt på et tidspunkt ned af vores stejle trappe i huset. Hun var besvimet, da hun blev fundet for enden af trappen. Vi hørte jo alle sammen bumpet. Bagefter overhørte jeg de voksne sige. at de havde fundet en tom flaske spiritus på gæsteværelset, hvor mine bedsteforældre skulle overnatte. Min mormor kom til sig selv igen, og jeg kan ikke huske det videre forløb. Et par år senere fik hun hjælp fra sin læge. Hun kom på nogle piller, som virkede fantastisk! Hun drak ikke mere!
Men så døde hendes søn pludselig, efter han havde ført samme selvdestruktive adfærd, som min mormor havde ført. Til begravelsen var min mormor fuldstændig dopet, og jeg måtte hjælpe hende med at binde hendes snørebånd. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvad hun havde dopet sig selv med. Det var ikke alkohol. Det vælger jeg i hvert fald at tro på.
Min mor
Min mor har også i mine teenageår været depressiv og stressramt af flere omgange. Også i mine voksne år.
Min mor er nogenlunde kommet på den anden side igen. Hun har snart sidste arbejdsdag, og går derefter på efterløn - det bliver rigtig godt for hende, tror jeg.
Min mor dulmede ALDRIG med alkohol. Men hun er en følelsesmæssig spiser og vægten har svinger enormt meget.
Det har også været utrygt til tider, når hun har haft det allerværst, men hun siger, at hun har gjort alt for at skjule det for os. Så hun satte en facade op. Men vi var jo ikke blinde og vi fornemmede at hun ikke var OK. Vi snakkede ikke rigtig om det dengang.
Det gør vi heldigvis i dag. Dengang var det tabu. Det tabu er vi heldigvis ved at bryde. Fordi det er utrolig vigtigt at snakke om det her. Og det behøver ikke være tungt og trist at snakke om. Humor og empati kan gøre det lettere at snakke om. Og det at man føler sig hørt og forstået.
Mit livs kærlighed
I starten af mine tyvere mødte jeg ham, som jeg endte med at blive gift med 5 år senere og han er i dag far til vores to børn, på nu 5 år og 8 år.
Vi blev skilt, da vi havde kendt hinanden i 10 år. I de første 5 år var jeg bekendt med at min partner havde generaliseret angst. Da han fik det diagnostiseret, fik han medicin, og det hjalp enormt meget på hans ængstelighed. Han slappede mere af og havde ikke alle de bekymringstanker hele tiden. De var der da stadig, men de fyldte ikke nær så meget. Jeg mærkede forskellen, men jeg havde ikke kendt til andet - og det var småting i forhold den dag, hvor han blev rigtig syg.
Da det gik helt galt
Jeg havde lige født vores søn, som var vores førstefødte. Min mand, som jeg nu var gift med, gik langsomt, men støt, ned med stress, og til sidst kollapsede det helt for ham, og han blev sygemeldt fra sit job. Han kunne INTET! De fleste stressramte har svært ved at sove. Men han sov hele tiden. Hans krop havde sagt fra.
Så der stod jeg med et hus, en hund og et lille barn, og jeg havde ikke en partner, der var i stand til at være der på samme måde som andre har, når de får et barn sammen. Det var rocker-hårdt! Og det var også frustrerende for ham! Han kunne hverken være der for os eller sin arbejdsgiver, som han følte et stort ansvar for.
For at gøre historien kort, så gik der 5 år, hvor det var meget frem og tilbage med min mand. Da det så allermest lyst ud, satsede vi stort og gik i gang med baby projekt nr. 2. Der gik 3 måneder, og jeg var gravid. Det gik nogenlunde med min mand, så længe han var på sin medicin. Da vores datter blev født, gik det dog hurtig ned af bakke igen. Han tog sig selv af medicinen - og det gav bagslag.
Vi var tilbage til udgangspunktet. Vi havde prøvet alt i tidens løb. Psykiater, psykolog - endda en healer, havde han besøgt. Men han kæmpede stadig med sine dæmoner. Hans angst fyldte SÅ meget, og jeg kæmpede for at få enderne til at hænge sammen.
Hun blev bekymret for mig
Jeg kan huske, under min barsel med min datter, da sundhedsplejersken lavede den gængse test for fødselsdepression på et af hendes besøg. Den slog ud i sådan en grad, at hun blev bekymret for mig.
Men det var jo ikke mig, der var syg, og jeg tog mig ”bare” sammen for børnenes skyld. Der gik et år, og min arbejdsgiver råbte vagt i gevær, da jeg fortalte til en 1:1 samtale, at jeg var begyndt at blive meget påvirket af min mands svingende humør. Det var tungt.
Så hun sendte mig til en psykolog. Psykologen fik mig til at kigge på, hvad JEG havde af behov og drømme.
Men det var svært for mig at være ”egoistisk”. Min mands sygdom havde fyldt så meget, og jeg havde brugt så mange kræfter og tanker på, hvordan jeg skulle få min glade mand tilbage. Også manden med generaliseret angst, fordi det var trods alt småtingsafdelingen. Men hans sygdom havde også givet nogle uhensigtsmæssige mønstre i vores forhold, som betød at grænserne var blevet flydende. FOR flydende.
Vi prøvede at komme tilbage på sporet, og var da også i parterapi. Men jeg havde tiet for længe med, hvad jeg havde af behov og ønsker.
Endnu en vigtig grund til, at man som pårørende også har en stemme! Også selvom man ikke selv er syg. Men det kan få konsekvenser, hvis man som par ikke kan snakke højt, om de udfordringer, der uundgåeligt kommer i et forhold, når psykisk sygdom banker på.
Skilsmissen
Vi blev skilt da børnene var henholdsvist 1 ½ år og 4 ½ år. Jeg vil ikke anbefale at blive skilt, medmindre det er den eneste udvej for at passe på sig selv og sin familie. Jeg var selv på vej ud i en depression, men i dag, 3 år efter skilsmissen, er jeg nu så meget ovenpå, at jeg har overskud til at hjælpe andre.
Hvordan jeg selv fik overskuddet tilbage
Jeg har taget uddannelser og forløb i selvudvikling de sidste 3 år, hvor jeg har været alenemor, og til efteråret starter jeg på endnu en uddannelse, som vil gøre mig til coach i kærlighedsmønstre. Jeg har, og får, derfor en masse viden og kompetencer til at hjælpe andre, som har brug for at kunne stille sig stærkt trods modstand.
Det er også derfor, at jeg er gået med til dette samarbejde med Hjælp til pårørende, så jeg forhåbentlig kan inspirere andre pårørende, altså dig som læser, til ikke selv at gå ned med flaget. Pårørende er den syges vigtigste ressource, og lige så meget som vi gerne vil være der for vores nærmeste, hjælpe og støtte, lige så meget skal vi huske os selv i processen. Det vil jeg gerne hjælpe med!
Nu ved du lidt om min baggrund og så håber jeg at du har lyst til at følge med!
Kh Mette Egelund, Pårørende, Oppe-guide og Supervisor i mad og følelser
